Længe har min nysgerrighed været vakt, når jeg har hørt mennesker tale om bogen "Hytten" af William Paul Young. Mennesker omkring mig har enten elsket bogen og anbefalet den eller fortalt om andre, der advarer kraftigt imod bogen. Alene det kan jo være grund nok til at læse den selv.
Men nu, hvor jeg endelig har fået fingre i den, var det helt andre årsager, der drev mig til at læse den. Jeg har lige mistet min gamle mor på 93 år, hun har gennem de seneste år været ramt af tiltagende demens og det har været som at miste et kært menneske i mange små portioner, så det sidste tab egentlig ikke var det værste.
Følelsesmæssigt er jeg udmattet og træt, og det drev mig til at læse bogen. På bagsiden kunne jeg læse: "Hytten beskæftiger sig med det tidløse spørgsmål: Hvor er Gud i en verden, der er hjemsøgt af så ubeskrivelig en lidelse?" Kunne denne bog lade mig se et glimt, af den Far, som jeg bare trænger til at hvile ud hos?
Jeg begyndte rejsen gennem Macks Store Sorg og hans reaktion, da han får et brev, hvor Papa inviterer ham ud i Hytten, hvor hans datter blev misbrugt og dræbt, for at tale om tingene. Da jeg først var begyndt kunne jeg ikke lægge bogen fra mig igen. Skiftevis trillede tårerne, jeg morede mig over forfatterens mange skønne billeder og jeg fik lyst til at sætte tykke streger under nogle af afsnittene i bogen. (Det vil jeg vente med til jeg får mit eget eksemplar af bogen.) Da jeg nåede sidste side, følte jeg, at jeg havde fået et brusebad i Guds kærlighed.
Ikke at bogen er perfekt eller på nogen måder skal udlægges teologisk linje for linje. Men i sit billedsprog og fiktive univers har den mindet mig om nogle sider af Guds væsen, som jeg i den grad trængte til at høre igen, ikke mindst nu, hvor min mor er gået ind gennem forhænget til Hans fuldkomne virkelighed.
Gud ønsker en relation til mig, han ønsker at være alt i mit liv. Han er hos mig midt i alle mine hverdagsgøremål, både i det lette og det svære. Han er så meget mere end det, jeg kan sætte ord på og beskrive med mine ord. Han ønsker at jeg skal læse om Ham i min Bibel, ikke for at jeg skal vinde pluspoint, men fordi han har så meget godt til mig der. Og han har en fantastisk virkelighed i vente til mig. Det lille glimt af evigheden, som forfatteren giver i sit billedsprog, var med til at give mig himmellængsel, længsel efter den dag, hvor jeg også skal se min mor igen - uden demens og kroppens nedbrydning. Men først og fremmest længsel efter at se Ham og få lov til at mærke hans kærlighed rundt omkring mig.
Læs bogen med et åbent sind for, at Gud kan give dig noget af sin kærlighed gennem denne bog. Han gav sig selv for mig - det mindede bogen mig om på ny!
