Biernes hemmelige liv.

Titlen på en fantastisk bog, som jeg lige er blevet færdig med at høre. Den har forsødet mine mange køreture her i januar måned, hvor jeg har skullet igennem 25 strålebehandlinger i Flensborg. En times kørsel hver vej. Det er kun til at holde ud, når tankerne bliver indfanget af smukke ord og et godt plot. Det fandt jeg i Sue Monk Kids bog.

Den handler om den 14-årige Lille, der er vokset op med sin voldelige far og husholdersken, den sorte kvinde Rosalee. Hendes mor er død under tragiske omstændigheder, da Lille var fire år gammel. Af forskellige årsager bliver livet på farmen og den lille by, Silvan, ikke til at fortsætte for de to, og de stikker af sammen. De ender hos tre vidundelige, forskellige og helt specielle sorte søstre i et lyserødt hus. Kalendersøstrene May, June og August tager godt imod dem og snart er Lilli og Rosalee en del af livet i det lyserøde hus, hvor en stor del af hverdagen handler om bier og biavl. En anden stor del om Vor Frue med lænkerne, som Maria kaldes i huset. Med søstrene i centrum udfolder livet sig med glæder og tragedier og efterhånden som dagene går flettes Lillis historie på overraskende vis sammen med søstrenes.

Sproget er ren honning, der er så mange passager, som man har lyst til at klippe ud og sætte op på sin væg, enten for selve sprogets skyld eller fordi de rummer en livsvisdom man har lyst til at gemme. Det er dog lidt svært at klippe i en lydbog, så jeg har været nødt til også at bestille bogen. På et tidspunkt tror jeg også at filmen finder vej til mit hus, for jeg kunne næsten se bogen som film for mine øjne allerede da jeg læste den, og glæder mig til at se den i virkeligheden.

Kan absolut anbefales som en engagerende, smukt skrevet og fantastisk varm fortælling til de mange endnu kolde vinterdage.

Spøgelsesfangen

En af mine rigtigt gode gave til min fødselsdag i november var Spøgelsesfangen af Jens Henrik Jensen. Den blev også den første bog, som jeg har læst i det nye år. Jeg har længe gået rundt om den, men ikke turdet begynde, for jeg ved, at når jeg først har læst de første 30-40 sider, så kan jeg ikke lægge hans bøger fra mig igen. Derfor nåede manden at erobre den først. Men endelig fik jeg tid og ro til at åbne endnu et mysterie.

Det var ingen skuffelse, jeg var hooked fra bogens første sider og har nydt at læse en ny thriller med Nina Portland som hovedperson. Denne gang tager bogen udgangspunkt i to likvideringer i bandemiljøet i Esbjerg. Samtidig falder et lille fly ned i nærheden af Henne. En passagerer på flyet forsvinder og Nina bliver sat på sagen. Denne sag udvikler sig til en international affære med uventet omfang. Meget mere vil jeg ikke sige om handlingen. Bogen er, som de to andre om Nina Portland, velskrevet og humoristisk, med et spændende plot og uventede indfaldsvinkler. JHJ er meget nøjagtig i sin beskrivelse af stederne for handlingen, - vi holdt ferie i området sidste år, og kunne begge næsten i tankerne følge skridtene rundt i området. Det kan jeg blive meget fascineret af. Det giver bogen en autencitet, som gør at man lige kigger sig over skulderen næste gang man lejer sommerhus i det område! Bogen inddrager helt aktuelle hændelser i samfundet og bliver på denne måde også meget tro- og læsværdig. Absolut en perfekt måde at afslutte sin juleferie på. Anbefales kraftigt - men hav god tid!

At lade tiden stå stille

Tiden står ikke stille - den går hele tiden. Alligevel tror jeg, at vi kan vælge i hvor høj grad vi lader os presse til at følge med i et hæsblæsende tempo, eller måske i stedet at forsøge at lade tiden stå stille. At sætte sig ned og bare være. Det tager vi os sjældent tid til. At sidde så længe - uden facebook, computer, tv, mobil osv. at vi mærker øjeblikket. Giver os tid til at se os omkring. Hvad er der i rummet omkring os. Ikke hvad er det, der trænger til at blive gjort rent, men hvad er der?Hvad har vi valgt at omgive os med og hvad betyder disse ting i vores liv? Når lige præcis den platte hænger på min væg, hvad er så baggrunden for det? Hvilke mennesker har været med til at sætte præg på min stue? Midt i livet er der ting omkring mig, som jeg selv har valgt, men der står efterhånden også en del ting, som giver tanker og minder om de mennesker, der levede før mig, som var en del af mit liv, men som nu ikke er her mere. Dem kan jeg måske komme nærmere ved at lade tiden stå stille omkring mig. Alene et lille kig rundt siger mor, far, gudmor, moster, gamle onkel Georg, fru Reumert osv. Små og store ting kan give mig følelsen af og glæden over dem, der var før mig. Mens tiden står stille her farer den afsted uden for vinduerne. Mine børn er på vej hjem fra gymnasiet, min mand er i fuld gang på jobbet, om lidt skal hunden ud at gå... På facebook er der sikkert nye indlæg at læse, min mail er blevet fyldt med spam og reklamer. Men min krop er helt afslappet, kun fingrenen løber hen over tastaturet. Hjernen går i dvale, mens tankerne stille kommer ned på papiret. Tiden stod næsten stille.

Hytten - et glimt af lys og farve

Længe har min nysgerrighed været vakt, når jeg har hørt mennesker tale om bogen "Hytten" af William Paul Young. Mennesker omkring mig har enten elsket bogen og anbefalet den eller fortalt om andre, der advarer kraftigt imod bogen. Alene det kan jo være grund nok til at læse den selv.

Men nu, hvor jeg endelig har fået fingre i den, var det helt andre årsager, der drev mig til at læse den. Jeg har lige mistet min gamle mor på 93 år, hun har gennem de seneste år været ramt af tiltagende demens og det har været som at miste et kært menneske i mange små portioner, så det sidste tab egentlig ikke var det værste.

Følelsesmæssigt er jeg udmattet og træt, og det drev mig til at læse bogen. På bagsiden kunne jeg læse: "Hytten beskæftiger sig med det tidløse spørgsmål: Hvor er Gud i en verden, der er hjemsøgt af så ubeskrivelig en lidelse?" Kunne denne bog lade mig se et glimt, af den Far, som jeg bare trænger til at hvile ud hos?

Jeg begyndte rejsen gennem Macks Store Sorg og hans reaktion, da han får et brev, hvor Papa inviterer ham ud i Hytten, hvor hans datter blev misbrugt og dræbt, for at tale om tingene. Da jeg først var begyndt kunne jeg ikke lægge bogen fra mig igen. Skiftevis trillede tårerne, jeg morede mig over forfatterens mange skønne billeder og jeg fik lyst til at sætte tykke streger under nogle af afsnittene i bogen. (Det vil jeg vente med til jeg får mit eget eksemplar af bogen.) Da jeg nåede sidste side, følte jeg, at jeg havde fået et brusebad i Guds kærlighed.

Ikke at bogen er perfekt eller på nogen måder skal udlægges teologisk linje for linje. Men i sit billedsprog og fiktive univers har den mindet mig om nogle sider af Guds væsen, som jeg i den grad trængte til at høre igen, ikke mindst nu, hvor min mor er gået ind gennem forhænget til Hans fuldkomne virkelighed.

Gud ønsker en relation til mig, han ønsker at være alt i mit liv. Han er hos mig midt i alle mine hverdagsgøremål, både i det lette og det svære. Han er så meget mere end det, jeg kan sætte ord på og beskrive med mine ord. Han ønsker at jeg skal læse om Ham i min Bibel, ikke for at jeg skal vinde pluspoint, men fordi han har så meget godt til mig der. Og han har en fantastisk virkelighed i vente til mig. Det lille glimt af evigheden, som forfatteren giver i sit billedsprog, var med til at give mig himmellængsel, længsel efter den dag, hvor jeg også skal se min mor igen - uden demens og kroppens nedbrydning. Men først og fremmest længsel efter at se Ham og få lov til at mærke hans kærlighed rundt omkring mig.

Læs bogen med et åbent sind for, at Gud kan give dig noget af sin kærlighed gennem denne bog. Han gav sig selv for mig - det mindede bogen mig om på ny!

Min fornemmelse for sne

Sneglæde - Bare se Mille, hun kan glæde sig over livet - sne eller ej. Det kan også være smukt.

Den anden dag kørte jeg hjem fra Haderslev lige ved solnedgang -det var en meget smuk tur. Solen var en kæmpe, orange kugle hen over horisonten, der når den spejlede sig i sneen, gav et væld af rosa og pink farver mod den lysende blå himmel. Træerne stod som sorte silhouetter mod denne spillende farvepalet i de sarteste pastelfarver. Jeg ville ønske, at jeg kunne indfange sceneriet i en akvarel, den eneste malemåde, der helt kan gengive de sarte, næsten gennemsigtige farver.

Kontrasten var sneskovlens ørkesløse arbejde med at rydde vejen for sporene efter gårsdagens snefald og fygning. Et udtryk for menneskenes kamp mod naturens kræfter, en natur, der både kan være åndesløst smuk og knugende iskold og ubarmhjertig.

Midt i det hele mennesket, sidddende i sin bil, en opvarmet kasse, der giver en illusion af usårlighed over for denne naturens skalten og valten. Kører uanfægtet forbi og igennem både det smukke og det lurende, lumske, farlige kolde.

hvidt fængsel

Sneen daler

igen

lægger sit hvide lagen

over det velkendte, elskede

Verden bliver langsomt

bundfrossen

Sneskovlen kører

fjerner intet

flytter blot bunkernes tyngde

Mine skridt forsvinder

som om de aldrig har været

dér

hvor mine fødder gik

Sneen holder mig fast

med sine usynlige lænker

det er alt for tungt

at finde foråret

Nattog til Lissabon

Nej - jeg er ikke på vej til Portugal, men læser bogen med denne titel af schweizeren Pascal Mercier lige for tiden. Den er anderledes, spændende og udfordrende. En ældre lektor i klassisk filologi bliver pludselig indfanget af en portugisisk forfatter, hvis eneste bog han ved et tilfælde falder over i et antikvariat. Han beslutter lige pludselig at tage til Portugal, for at finde ud af alt, hvad han kan, om denne forfatter.

Et af citaterne er absolut tankevækkende:

"Når det forholder sig sådan, at vi kun kan udleve en lille smule af det vi har i os - hvad sker der så med resten?"

Det kan jeg så bruge min sygemelding til at spekulere over.

Der er mange guldkorn i bogen, og det er en bog, som jeg gerne vil eje for senere at kunne vende tilbage til de mange forskellige overvejelser i den.

Lån den og læs den.