søndag den 15. november 2009

Bogforum

Så er endnu et års Bogforum omme. I år næsten uden vores deltagelse, kun 5 timer blev det til. Vi tog med Åbenrå Bibliotek i bus, men tiden derovre var kort. Også for kort.
Vi ankom som sædvanlig til et gedemarked af mennesker og meninger, men også til små lysglimt af ord og menneskelighed. Min mand satte sig ned og hørte om Biologi og mennesker, mens jeg som det første dumpede ind i en samtale med Niels Krause-Kjær, der lige har begået et portræt af Lars Løkke Rasmussen. Han er meget underholdende at høre på og altid god for spændende fortællinger om de sider af de offentlige personer, som vi ikke umiddelbart kender. Bogen kunne absolut være spændende at læse på et tidspunkt. Derefter var der hul i programmet til at gå rundt og få forskellige bøger i hånden inden jeg begav mig op til Balkonscenen for at høre Pia Juul fortælle om sin nye bog "Mordet på Halland." Da jeg kom derop, var Einar Már Gudmundson i gang med at fortælle - på et flot dansk og sluttede af med at læse et digt på dansk og derefter islandsk. Jeg burde vist have prioriteret at høre ham. Men Pia Juul var også et spændende bekendtskab, hun var i stand til at tale spændende og engageret om sin bog uden at ødelægge spændingen for os, der endnu ikke har læst det. Intervieweren var også god. Det er absolut væsentligt, at der er god kemi mellem interviewer og forfatter, hvis interviewet skal blive hørværdigt for tilhørerne.
Dernæst hastede jeg videre for at høre Jussi Adler-Olsen, der er bogaktuel med "Flaskepost fra P" Et af bogmessens fornøjelige og intelligente indlæg, hvor der var god plads til humor, men også til indtryk af både fag og forfatter. Ingen tvivl om, at denne forfatter vil blive kendt af mange de følgende år, ikke mindst fordi hans bøger om afdeling Q er solgt til TV til dramaserie. Jeg vil glæde mig meget til at møde Carl Mørk og hans team fremover.
Vi var på det tidspunkt blevet sultne - men her blev vi udsat for et røveri. 142 kr,- for to sandwich og en halv liter cola. Ærgerligt, at der ikke er mere prisrigtige tilbud tilgængeligt, næste år tager vi madpakke med.
Tilbage var der så et par krydser i programmet, bl.a. Ida Jessen. Interviewet med hende var en skuffelse, selvom jeg har været glad for at læse hendes bøger. Hun arbejder meget med skyld-problematikken, men ikke mindst i omtalen af hendes nyeste bog virker det som om, hun ikke aner, hvad hun kan stille op med skylden.
Senere fik jeg lejlighed til at nyde Benny Andersens oplæsning af egne digte og til sidst at høre Per Olov Enquist fortælle om sin selvbiografi. En fantastisk hvidhåret kæmpe i litteratur med en hjerne så skarp som en ragekniv. Desværre måtte jeg ud for at fange min bus og fik ikke det hele med.
Men fyldt af indtryk og løfter om mere nærvær næste år kunne vi så vende hjem til Løgumkloster.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar