Siri Hustvedt

Jeg har lige læst to bøger af denne norsk-amerikanske forfatter og hun er et meget fascinerende bekendtskab. Man bliver klogere af at læse hendes bøger, som til gengæld ikke er noget, man bare lige stryger igennem. Bogen "En amerikaners lidelser" handler om psykologen Eric, og følger ham i en periode af hans liv, hvor han må komme overens både med sin fortid og sin nutid. Her trækker forfatteren på sine egne norsk-amerikanske rødder, og det kommer der en rigtigt spændende historie ud af. Man har en fornemmelse af, at personerne lever videre, når man lukker bogen, og har lyst til at vide, hvad der fortsat sker. "Det jeg elskede" er mere afsluttet, da der er tale om hovedpersonens tilbageblik på sit liv sammen med sin hustru og deres nærmeste venner, kunstnerparret Bill og Violet, et liv, der også rummer tragedier og ubesvarede spørgsmål. Jeg var meget fascineret af at læse om de kunstværker, som Bill lavede, jeg kunne næsten se dem for mig, og synes, at en eller anden kunstner må blive udfordret af de ideer, som forfatteren kommer med i bogen. Jeg ville gerne se en eller flere af udstillingerne. Bogen er meget dyb i sin beskrivelse af menneskers sorg idet den beskriver flere forskellige personers måde at tackle voldsom sorg på.

Derudover er begge bøger spækket med informationer fra psykiatrien og tankevækkende hypoteser om f.eks. mani, psykopati og spiseforstyrrelser.

Absolut læsværdige - men ikke hurtig læsning!

et nyt middel mod depressioner

I torsdags fandt jeg et nyt og effektivt middel mod depression. Desværre tror jeg ikke, at jeg har mulighed for at patentere det og tjene mange penge på det. Men hvis man bor det rigtige sted, kan det erhverves uden alt for store udgifter.

Jeg var i København hos min niece og da solen skinnede, tog jeg en tur i Zoologisk have. Det var helt fantastisk. Der var ikke mange mennesker denne smukke januardag, til gengæld var der mange aktive dyr, da temperaturen lagde op til masser af bevægelse. Jeg stod i lang tid og så på de forskellige dyr, så længe, at jeg var helt ude i den tilstand, der er at stå stille - så stille, at alle tanker falder til ro og man bagefter er fyldt af energi.

Dyrenes leg er fascinerende og fantastisk og man bliver glad og opfyldt af indtryk, mens man står der. Hvis ikke løvernes dyrepasser var kommet og havde forårsaget, at løverne forsvandt ind for at se, hvad hun kom med, havde jeg sikkert stået der endnu. Hvis jeg boede i København til daglig, ville jeg have et årskort, og så ville jeg hver dag nyde det spændende samspil mellem dyrene der. Men fra Sønderjylland er der lidt langt, så jeg må nøjes med solsortene i haven og hunden i sofaen til daglig.

Bagefter gik jeg tur i Søndermarken med børn på kælke og masser af sne, de sidste solstråler, København kan være så smuk, når den viser sig fra sin bedste side!

Shopaholic i New York

Nej - det er ikke mig, bliver heller ikke mig, men det er bare et udtryk for min læsestandard lige nu. Jeg orker ikke højtsvungen, god litteratur, så lige nu skal det bare glide ned af sig selv. Tænkte at jeg ville prøve at finde ud af hvorfor de er så populære. Der er en meget sød historie om Becky, der vil alting så godt, men hele tiden falder i og får sig viklet ind i større og større løgne. Helt ærligt kan jeg bare ikke forstå hende. Jeg kan godt genkende suset ved at gå ind i en butik, de strålende øjne, når man ser noget flot, især hvis det på tilbud, men der er godt nok langt fra min verden til New York. Jeg griber mig selv i at få helt ondt i maven på hovedpersonens vegne, fordi jeg synes hun er så fuldstændigt vildt pinlig. Jeg fatter ikke overtræk på den facon som hun laver det, måske fordi jeg hele min barndom kan se min mors skræk, når hun åbnede kuverterne fra Magasin, nok et af de første stormagasiner i DK, der kørte med kontokort. Dankortet er en ting at styre, men tænk, hvis der var 10 forskellige kort i pungen, som man skulle holde øje med. Så Shopaholic, det bliver jeg vist aldrig, blot en lille smule glad for butikker indenfor budgettets og fornuftens ramme.

En smule produktivitet og lidt shopping

Dagen i dag har været bedre. Efter af være brændt fuldstændig sammen over mandens planlægning i går aftes, fik jeg da sovet og var lidt bedre rustet i morges, da jeg vågnede. Så lidt har jeg fået udrettet. Først fik jeg lavet et forslag til menuen til mandens 50 års fødselsdag - da jeg er sygemeldt, skal jeg ikke selv stå for det, det har vi heldigvis venner til, men han havde brug for lige at få noget ned på papir som udgangspunkt. I den kommende weekend skal vi have den sædvanlige familieweekend på Rømø, og da manden skulle en tur til Tyskland vovede jeg at prøve at tage med og se om jeg kunne holde til det. Det gik faktisk helt godt. Vi tog en ting ad gangen, stille og roligt, oven i købet fik han købt ny vinterjakket - to stk. faktisk til den formidable pris af 5 Euro stykket - 5 Euro. Så kan man vist tale om udsalg. Jeg gjorde det ikke helt så billigt, men til gengæld fik jeg en drøm af et par varme vinterstøvler nedsat med 50 Euro. Og pænt tøj til lørdag + til mandens fødselsdag. Ikke så dårligt. Jeg blev i helt godt humør. Resten af indkøbene kom i bilen, men så var energien godt nok også brugt. Jeg var glad for at jeg ikke skulle bære det hele ind og sætte på plads, det er en af de ting, jeg ikke kan overskue endnu. De næste timer har jeg bare stenet, set de sidste afsnit af Bones sæson 3, og sandelig om jeg så ikke fik skrevet min novelle færdig. Det er ikke just en novelle til Rosinante, men måske kan de bruge den en Tro og Mission engang - eller i en novellesamling senere, hvis jeg får skrevet nok. Det giver jo faktisk en del flere læsere end hvis et smalt forlagt trykker det, man skriver til et smalt publikum. Dybest set er det største incitament for at skrive vel at nogen bliver glade for at læse, hvad man skriver. Om det så bare er en blog med tankedrys....

Kedsomhedens udfordringer

Hvor meget kan man kede sig? Sidder lige nu og ser en smule Nigella på 3 puls, de har lige diskuteret om det er bedst at bo i byen eller på landet. Uanset om det var en overfladisk samtale, sætter den fokus på nogle af de tanker, som jeg gør mig for tiden. Vi har boet i et landsbysamfund i snart 25 år, alligevel er vi ikke rigtigt en del af det, vi vil for mange her stadig være tilflyttere. I udsendelsen sagde de, at på landet har man brug for hinanden, derfor er man nødt til at snakke sammen. Passer det? Egentlig føler jeg, at her på landet er man ved at udvikle samme kultur som i byen, man vælger, hvem man vil være sammen med, ulempen på landet er at her er der ikke så mange at vælge imellem, så hvis man ikke finder gode venner, kan man virkelig blive ensom på landet. Jeg har arbejdet som lærer i en årrække på den lokale skole, og har trivedes med arbejdet der, jeg syntes, jeg kendte en masse mennesker, men nu, hvor jeg ikke længere underviser der, viser det sig alligevel, at der stadig er en masse mennesker, jeg hilser på, men jeg lærte aldrig rigtigt nogen af dem at kende. Deres børn jo, men ikke forældrene, de holder afstand. Så tilbage er nogle få venner, der også er tilflyttere, men som alle har boet her ligeså længe som os. Hvis de flytter væk, er vi alene. Hvis vi flytter væk, er de endnu mere alene. Der bor rigtig gode venner, tilflyttere, andre steder i landet allerede! Da vi flyttede hertil, var det anderledes, dengang så de nærmeste naboer i højere grad hinanden, men nu flytter man ind og ud, landsbyfællesskabet er på retur og holdes kunstigt i live at nogle få entusiaster og børnefamilier, som har noget tilfælles, så længe, de har børn. Somme tider kan jeg længes efter byen, ikke at jeg ville kende mange flere mennesker der, eller ville snakke mere med naboen, men der var trods alt flere ting, man kan gøre, når man ikke lige er sammen med venner. Her er der fjernsynet og biblioteket - det er stort set det. Vi bliver formentligt her så længe vi arbejder, men jeg kan dårligt forestille mig et pensionistliv her, det vil i hvert fald afhænge meget af, hvad vores nuværende venner gør på det tidspunkt.

Søndag i sofaen

Stod op til endnu en sne-dag, men i dag har det ikke været særligt fristende at skulle ud. Nala og Mille har heller ikke været så vilde med at skulle ud, bortset fra den lange tur, som manden heldigvis tog i dag. Jeg har ikke lavet så meget i dag, men tænkt meget over hvordan jeg har brug for at indrette mit liv og min undervisning. Når jeg får lidt energi tilbage, kunne jeg godt tænke mig at få ryddet ud i vores hus. Vi har alt for meget, som vi ikke bruger, og som dybest set er med til at stresse os og få os til at føle os dårligere tilpas. Vi bliver klemt inde af alle de ting, der omgiver os, når de ligger i bunker rundt omkring. Ikke mindst kontoret er for mit vedkommende uoverskueligt. Jeg har alt for meget, som jeg måske kunne bruge en gang, og det gør, at der ikke rigtigt er plads til det jeg skal bruge, og heller ikke rigtigt til mig selv. Jeg kan også være frustreret over, at vi har tre værelser i huset, som stort set ikke bliver brugt til noget som helst, samtidig med at det flyder over andre steder. Jeg vil kræve, at de får ryddet op efter sig, ikke for deres men for min skyld, så jeg i det mindste føler, at pladsen bliver brugt til noget, ellers kan jeg ligeså godt inddrage det ene værelse som lagerrum for min ting, så jeg i hvert fald får luft omkring mig, der hvor jeg er.

Jeg er nødt til at systematisere min undervisning mere. Lave årsplan, så jeg ved, at eleverne kommer igennem det, de skal, og jeg selv når det, jeg skal. Være bedre til at beskrive mål for det, jeg gør, så både de og jeg oplever, at de rykker fremad. Det gælder især sprogundervisningen, som jeg er ved at køre godt og grundigt fast i. Det må gerne være et arbejde, der rækker år ud i tiden, hvis den faste struktur er der, vil det være nemmere at tage uplanlagte godbidder ind. Lige nu kan jeg slet ikke overskue det projekt, det er alt for stort, alligevel tror jeg, at det er nødvendigt for at dagligdagen kan lykkes fremover. Jeg er et impulsivt menneske, som har brug for at beskytte mit liv med struktur. Ikke for at binde mig selv, men for at beskytte mig selv. Ikke fordi andre siger det, men fordi jeg selv vil. Alt for mange dage går bare uden formål og indhold, det skal være bedre.

Vil prøve at sætte mig et enkelt mål eller to for i morgen og prøve at indfri det for min egen skyld. For at føle, at jeg har gjort noget, der er godt for mig.

Isnende kulde

Endnu en solrig dag her i Sønderjylland. Solen skinner, men det er bidende koldt. Bare en lille brise er nok til at de få minusgrader føles isnende. Det var en blive hjemme og drikke varm kakao-dag, men hunden skulle jo have sin tur. Lidt over middag kom et par elever og lånte vores slæder, så jeg bestemte mig for at gå en tur op til kælkebakken og tilbage. Det var en god tur og det var hyggeligt at se nogle af eleverne på ski. Jeg kunne godt ønske mig tilbage til den tid, hvor man satte sig på rumpen og nød farten ned ad en bakke uden at tænke på muligheden for at brække det ene eller forstuve det andet og bare var der i øjeblikket. Skønt at se dem med blussende kinder og glade smil. Jeg kom kold, men forfrisket tilbage. Har klaret den voldsomt store opgave at lave aftensmad - pulvermad fra Knorr, Selv det føltes lidt uoverkommeligt, men jeg gennemførte. Jeg kan godt fyldes af angst, når jeg har det sådan. Hvornår bliver livet normalt igen. Min familieterapeut siger, at jeg ved, at jeg kommer igennem og ud på den anden side. Bare jeg kunne slappe af i nuet og ikke hele tiden spekulere over graden af træthed og sygdom. Ind imellem tænker jeg, at jeg da bare kunne tage mig sammen og gå på arbejde. Det kan ikke passe, at jeg skal gå herhjemme igen. På den anden side vil jeg gerne være helt rask, og lære helt at tage ansvar for ikke at blive syg igen. Jeg vil tilbage dertil, hvor jeg har gnisten til at undervise igen og troen på, at jeg kan gøre en forskel for eleverne. Stå der med en fornemmelse af, at jeg har noget at give og at jeg ikke bare prøver at få tiden til at gå i 45 minutter. Hvor er det jeg finder den gnist igen?

Et fantastisk syn at gå tur med hunden i dag. Her går vi langs markerne og hunden løber rundt og prøver at finde samtlige mus, der skjuler sig under sneens hvide tæppe. Solens stråler skinnede igennem og alligevel var det bidende koldt hver eneste gang jeg skulle tage vanten af for at tage et billede. Da vi kom hjem i varmen i stuen, måtte Mille i gang med en større gang rengøring af poterne, hvor der sad klumper af is mellem trædepuderne. Men hun havde også været aktiv med at grave, og når hun først lugter mus, er der ikke meget, der kan lokke hende væk igen. Ikke fordi hun endnu har fanget noget, men jagten på musene er sjov. I morgen får hun selskab af Nala, så bliver det rigtigt sjovt. Solens stråler og kulden, der bider i kinden giver helt sikkert energi, desværre brænder den ret hurtigt af igen. Jeg kan godt sidde herhjemme og synes at det går helt godt, men en enkelt køretur ind på skolen for at aflevere manden mindede mig om hvorfor jeg er sygemeldt. Bare lige fem minutter der var nok til at mærke træthedens overvældende kræfter igen. Heldigvis ser der ud til at de måske kan få mine timer afviklet fornuftigt mens jeg er væk. Det føles som en ekstra hård belastning så længe mine klasser lider så meget under mit fravær - også selv om det ikke er mit ansvar. Det mest positive i dag er at jeg har skrevet en side på en novelle, om den bliver færdig ved jeg ikke endnu, men jeg har lidt ideer til hvordan den skal fortsætte, når jeg får lyst til at skrive lidt igen. Ordene holder mig i live, som et anker, der har fat i bunden og holder mig fast. Derfor også denne blog lige nu.

Vinterdepression

Så har den slået til igen, vinterdepressionen. Det er underligt at kroppen i den grad kan reagere helt fysisk, på noget der er kemi og foregår i hovedet. Trætheden er overvældende. Har lige klaret dagens opvask, eller måske var det to dages opvask og jeg har det som om jeg har løbet en halvmaraton. Sidder forpustet her i sofaen med en vågen hund ved siden af. Vi skulle ud i solen og gå, men der er bestilt en mand til at ordne fyret, så jeg er lidt låst fast her, indtil han kommer eller til manden kommer hjem. Må se om hunden vil vente så længe. Hvad vil denne nedtur sige mig? Hvordan kan jeg indrette mit liv, så det ikke kommer igen? Kan jeg overhovedet blive ved med at være lærer? Er det det, jeg vil? Jeg kunne godt bruge et job, hvor jeg ikke skulle arbejde de fire mørke måneder. Men jeg ville jo selvfølgelig gerne stadig have sommerferie..;.) De lyse måneder er jo dem, der skal tanke energi op til resten af året. Med gigt i fingre og knæ er der også grænser for hvilket fysisk arbejde jeg kan klare på fuldtid. Ville jeg kunne arbejde nok som f.eks. korrekturlæser? Er jeg dygtig nok til det? Ville det bare blive frister, der ville presse sig ned over hovedet på mig igen og kvæle mig? Ville vi kunne klare os økonomisk, hvis jeg i højere grad blev free lance? Bare man kunne være free-lance lærer. Jeg skal bruge de næste uger på at forkæle mig selv, være god ved mig selv - hvordan er jeg det? Hvis jeg kunne ønske, ville mit hjem være minimalistisk, kun de ting, vi har brug for. Men jeg orker ikke at starte fra en ende med at smide ud, samtidig med at jeg ved, at overfloden af alt det, vi aldrig bruge trætter mig bare ved deres tilstedeværelse. Jeg kan føle at jeg drukner. Mon jeg dag for dag kan skrive mig frem, skrive mig ud. Ingen behøver at læse, men alligevel kan det være godt at sætte ord på mine følelser.