Shopaholic i New York

Nej - det er ikke mig, bliver heller ikke mig, men det er bare et udtryk for min læsestandard lige nu. Jeg orker ikke højtsvungen, god litteratur, så lige nu skal det bare glide ned af sig selv. Tænkte at jeg ville prøve at finde ud af hvorfor de er så populære. Der er en meget sød historie om Becky, der vil alting så godt, men hele tiden falder i og får sig viklet ind i større og større løgne. Helt ærligt kan jeg bare ikke forstå hende. Jeg kan godt genkende suset ved at gå ind i en butik, de strålende øjne, når man ser noget flot, især hvis det på tilbud, men der er godt nok langt fra min verden til New York. Jeg griber mig selv i at få helt ondt i maven på hovedpersonens vegne, fordi jeg synes hun er så fuldstændigt vildt pinlig. Jeg fatter ikke overtræk på den facon som hun laver det, måske fordi jeg hele min barndom kan se min mors skræk, når hun åbnede kuverterne fra Magasin, nok et af de første stormagasiner i DK, der kørte med kontokort. Dankortet er en ting at styre, men tænk, hvis der var 10 forskellige kort i pungen, som man skulle holde øje med. Så Shopaholic, det bliver jeg vist aldrig, blot en lille smule glad for butikker indenfor budgettets og fornuftens ramme.