Isnende kulde

Endnu en solrig dag her i Sønderjylland. Solen skinner, men det er bidende koldt. Bare en lille brise er nok til at de få minusgrader føles isnende. Det var en blive hjemme og drikke varm kakao-dag, men hunden skulle jo have sin tur. Lidt over middag kom et par elever og lånte vores slæder, så jeg bestemte mig for at gå en tur op til kælkebakken og tilbage. Det var en god tur og det var hyggeligt at se nogle af eleverne på ski. Jeg kunne godt ønske mig tilbage til den tid, hvor man satte sig på rumpen og nød farten ned ad en bakke uden at tænke på muligheden for at brække det ene eller forstuve det andet og bare var der i øjeblikket. Skønt at se dem med blussende kinder og glade smil. Jeg kom kold, men forfrisket tilbage. Har klaret den voldsomt store opgave at lave aftensmad - pulvermad fra Knorr, Selv det føltes lidt uoverkommeligt, men jeg gennemførte. Jeg kan godt fyldes af angst, når jeg har det sådan. Hvornår bliver livet normalt igen. Min familieterapeut siger, at jeg ved, at jeg kommer igennem og ud på den anden side. Bare jeg kunne slappe af i nuet og ikke hele tiden spekulere over graden af træthed og sygdom. Ind imellem tænker jeg, at jeg da bare kunne tage mig sammen og gå på arbejde. Det kan ikke passe, at jeg skal gå herhjemme igen. På den anden side vil jeg gerne være helt rask, og lære helt at tage ansvar for ikke at blive syg igen. Jeg vil tilbage dertil, hvor jeg har gnisten til at undervise igen og troen på, at jeg kan gøre en forskel for eleverne. Stå der med en fornemmelse af, at jeg har noget at give og at jeg ikke bare prøver at få tiden til at gå i 45 minutter. Hvor er det jeg finder den gnist igen?