fredag den 8. januar 2010

Et fantastisk syn at gå tur med hunden i dag. Her går vi langs markerne og hunden løber rundt og prøver at finde samtlige mus, der skjuler sig under sneens hvide tæppe. Solens stråler skinnede igennem og alligevel var det bidende koldt hver eneste gang jeg skulle tage vanten af for at tage et billede. Da vi kom hjem i varmen i stuen, måtte Mille i gang med en større gang rengøring af poterne, hvor der sad klumper af is mellem trædepuderne. Men hun havde også været aktiv med at grave, og når hun først lugter mus, er der ikke meget, der kan lokke hende væk igen. Ikke fordi hun endnu har fanget noget, men jagten på musene er sjov. I morgen får hun selskab af Nala, så bliver det rigtigt sjovt. Solens stråler og kulden, der bider i kinden giver helt sikkert energi, desværre brænder den ret hurtigt af igen. Jeg kan godt sidde herhjemme og synes at det går helt godt, men en enkelt køretur ind på skolen for at aflevere manden mindede mig om hvorfor jeg er sygemeldt. Bare lige fem minutter der var nok til at mærke træthedens overvældende kræfter igen. Heldigvis ser der ud til at de måske kan få mine timer afviklet fornuftigt mens jeg er væk. Det føles som en ekstra hård belastning så længe mine klasser lider så meget under mit fravær - også selv om det ikke er mit ansvar. Det mest positive i dag er at jeg har skrevet en side på en novelle, om den bliver færdig ved jeg ikke endnu, men jeg har lidt ideer til hvordan den skal fortsætte, når jeg får lyst til at skrive lidt igen. Ordene holder mig i live, som et anker, der har fat i bunden og holder mig fast. Derfor også denne blog lige nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar