fredag den 10. december 2010
At lade tiden stå stille
Tiden står ikke stille - den går hele tiden. Alligevel tror jeg, at vi kan vælge i hvor høj grad vi lader os presse til at følge med i et hæsblæsende tempo, eller måske i stedet at forsøge at lade tiden stå stille. At sætte sig ned og bare være. Det tager vi os sjældent tid til. At sidde så længe - uden facebook, computer, tv, mobil osv. at vi mærker øjeblikket. Giver os tid til at se os omkring. Hvad er der i rummet omkring os. Ikke hvad er det, der trænger til at blive gjort rent, men hvad er der?Hvad har vi valgt at omgive os med og hvad betyder disse ting i vores liv? Når lige præcis den platte hænger på min væg, hvad er så baggrunden for det? Hvilke mennesker har været med til at sætte præg på min stue? Midt i livet er der ting omkring mig, som jeg selv har valgt, men der står efterhånden også en del ting, som giver tanker og minder om de mennesker, der levede før mig, som var en del af mit liv, men som nu ikke er her mere. Dem kan jeg måske komme nærmere ved at lade tiden stå stille omkring mig. Alene et lille kig rundt siger mor, far, gudmor, moster, gamle onkel Georg, fru Reumert osv. Små og store ting kan give mig følelsen af og glæden over dem, der var før mig. Mens tiden står stille her farer den afsted uden for vinduerne. Mine børn er på vej hjem fra gymnasiet, min mand er i fuld gang på jobbet, om lidt skal hunden ud at gå... På facebook er der sikkert nye indlæg at læse, min mail er blevet fyldt med spam og reklamer. Men min krop er helt afslappet, kun fingrenen løber hen over tastaturet. Hjernen går i dvale, mens tankerne stille kommer ned på papiret. Tiden stod næsten stille.
tirsdag den 13. april 2010
Hytten - et glimt af lys og farve

Længe har min nysgerrighed været vakt, når jeg har hørt mennesker tale om bogen "Hytten" af William Paul Young. Mennesker omkring mig har enten elsket bogen og anbefalet den eller fortalt om andre, der advarer kraftigt imod bogen. Alene det kan jo være grund nok til at læse den selv.
Men nu, hvor jeg endelig har fået fingre i den, var det helt andre årsager, der drev mig til at læse den. Jeg har lige mistet min gamle mor på 93 år, hun har gennem de seneste år været ramt af tiltagende demens og det har været som at miste et kært menneske i mange små portioner, så det sidste tab egentlig ikke var det værste.
Følelsesmæssigt er jeg udmattet og træt, og det drev mig til at læse bogen. På bagsiden kunne jeg læse: "Hytten beskæftiger sig med det tidløse spørgsmål: Hvor er Gud i en verden, der er hjemsøgt af så ubeskrivelig en lidelse?" Kunne denne bog lade mig se et glimt, af den Far, som jeg bare trænger til at hvile ud hos?
Jeg begyndte rejsen gennem Macks Store Sorg og hans reaktion, da han får et brev, hvor Papa inviterer ham ud i Hytten, hvor hans datter blev misbrugt og dræbt, for at tale om tingene. Da jeg først var begyndt kunne jeg ikke lægge bogen fra mig igen. Skiftevis trillede tårerne, jeg morede mig over forfatterens mange skønne billeder og jeg fik lyst til at sætte tykke streger under nogle af afsnittene i bogen. (Det vil jeg vente med til jeg får mit eget eksemplar af bogen.) Da jeg nåede sidste side, følte jeg, at jeg havde fået et brusebad i Guds kærlighed.
Ikke at bogen er perfekt eller på nogen måder skal udlægges teologisk linje for linje. Men i sit billedsprog og fiktive univers har den mindet mig om nogle sider af Guds væsen, som jeg i den grad trængte til at høre igen, ikke mindst nu, hvor min mor er gået ind gennem forhænget til Hans fuldkomne virkelighed.
Gud ønsker en relation til mig, han ønsker at være alt i mit liv. Han er hos mig midt i alle mine hverdagsgøremål, både i det lette og det svære. Han er så meget mere end det, jeg kan sætte ord på og beskrive med mine ord. Han ønsker at jeg skal læse om Ham i min Bibel, ikke for at jeg skal vinde pluspoint, men fordi han har så meget godt til mig der. Og han har en fantastisk virkelighed i vente til mig. Det lille glimt af evigheden, som forfatteren giver i sit billedsprog, var med til at give mig himmellængsel, længsel efter den dag, hvor jeg også skal se min mor igen - uden demens og kroppens nedbrydning. Men først og fremmest længsel efter at se Ham og få lov til at mærke hans kærlighed rundt omkring mig.
Læs bogen med et åbent sind for, at Gud kan give dig noget af sin kærlighed gennem denne bog. Han gav sig selv for mig - det mindede bogen mig om på ny!
lørdag den 13. februar 2010
Min fornemmelse for sne
Sneglæde - Bare se Mille, hun kan glæde sig over livet - sne eller ej. Det kan også være smukt.
Den anden dag kørte jeg hjem fra Haderslev lige ved solnedgang -det var en meget smuk tur. Solen var en kæmpe, orange kugle hen over horisonten, der når den spejlede sig i sneen, gav et væld af rosa og pink farver mod den lysende blå himmel. Træerne stod som sorte silhouetter mod denne spillende farvepalet i de sarteste pastelfarver. Jeg ville ønske, at jeg kunne indfange sceneriet i en akvarel, den eneste malemåde, der helt kan gengive de sarte, næsten gennemsigtige farver.
Kontrasten var sneskovlens ørkesløse arbejde med at rydde vejen for sporene efter gårsdagens snefald og fygning. Et udtryk for menneskenes kamp mod naturens kræfter, en natur, der både kan være åndesløst smuk og knugende iskold og ubarmhjertig.
Midt i det hele mennesket, sidddende i sin bil, en opvarmet kasse, der giver en illusion af usårlighed over for denne naturens skalten og valten. Kører uanfægtet forbi og igennem både det smukke og det lurende, lumske, farlige kolde.
søndag den 7. februar 2010
hvidt fængsel
Sneen daler
igen
lægger sit hvide lagen
over det velkendte, elskede
Verden bliver langsomt
bundfrossen
Sneskovlen kører
fjerner intet
flytter blot bunkernes tyngde
Mine skridt forsvinder
som om de aldrig har været
dér
hvor mine fødder gik
Sneen holder mig fast
med sine usynlige lænker
det er alt for tungt
at finde foråret
tirsdag den 2. februar 2010
Nattog til Lissabon
Nej - jeg er ikke på vej til Portugal, men læser bogen med denne titel af schweizeren Pascal Mercier lige for tiden. Den er anderledes, spændende og udfordrende. En ældre lektor i klassisk filologi bliver pludselig indfanget af en portugisisk forfatter, hvis eneste bog han ved et tilfælde falder over i et antikvariat. Han beslutter lige pludselig at tage til Portugal, for at finde ud af alt, hvad han kan, om denne forfatter.
Et af citaterne er absolut tankevækkende:
"Når det forholder sig sådan, at vi kun kan udleve en lille smule af det vi har i os - hvad sker der så med resten?"
Det kan jeg så bruge min sygemelding til at spekulere over.
Der er mange guldkorn i bogen, og det er en bog, som jeg gerne vil eje for senere at kunne vende tilbage til de mange forskellige overvejelser i den.
Lån den og læs den.
fredag den 29. januar 2010
Siri Hustvedt
Jeg har lige læst to bøger af denne norsk-amerikanske forfatter og hun er et meget fascinerende bekendtskab. Man bliver klogere af at læse hendes bøger, som til gengæld ikke er noget, man bare lige stryger igennem. Bogen "En amerikaners lidelser" handler om psykologen Eric, og følger ham i en periode af hans liv, hvor han må komme overens både med sin fortid og sin nutid. Her trækker forfatteren på sine egne norsk-amerikanske rødder, og det kommer der en rigtigt spændende historie ud af. Man har en fornemmelse af, at personerne lever videre, når man lukker bogen, og har lyst til at vide, hvad der fortsat sker. "Det jeg elskede" er mere afsluttet, da der er tale om hovedpersonens tilbageblik på sit liv sammen med sin hustru og deres nærmeste venner, kunstnerparret Bill og Violet, et liv, der også rummer tragedier og ubesvarede spørgsmål. Jeg var meget fascineret af at læse om de kunstværker, som Bill lavede, jeg kunne næsten se dem for mig, og synes, at en eller anden kunstner må blive udfordret af de ideer, som forfatteren kommer med i bogen. Jeg ville gerne se en eller flere af udstillingerne. Bogen er meget dyb i sin beskrivelse af menneskers sorg idet den beskriver flere forskellige personers måde at tackle voldsom sorg på.
Derudover er begge bøger spækket med informationer fra psykiatrien og tankevækkende hypoteser om f.eks. mani, psykopati og spiseforstyrrelser.
Absolut læsværdige - men ikke hurtig læsning!
mandag den 25. januar 2010
et nyt middel mod depressioner
I torsdags fandt jeg et nyt og effektivt middel mod depression. Desværre tror jeg ikke, at jeg har mulighed for at patentere det og tjene mange penge på det. Men hvis man bor det rigtige sted, kan det erhverves uden alt for store udgifter.
Jeg var i København hos min niece og da solen skinnede, tog jeg en tur i Zoologisk have. Det var helt fantastisk. Der var ikke mange mennesker denne smukke januardag, til gengæld var der mange aktive dyr, da temperaturen lagde op til masser af bevægelse. Jeg stod i lang tid og så på de forskellige dyr, så længe, at jeg var helt ude i den tilstand, der er at stå stille - så stille, at alle tanker falder til ro og man bagefter er fyldt af energi.
Dyrenes leg er fascinerende og fantastisk og man bliver glad og opfyldt af indtryk, mens man står der. Hvis ikke løvernes dyrepasser var kommet og havde forårsaget, at løverne forsvandt ind for at se, hvad hun kom med, havde jeg sikkert stået der endnu. Hvis jeg boede i København til daglig, ville jeg have et årskort, og så ville jeg hver dag nyde det spændende samspil mellem dyrene der. Men fra Sønderjylland er der lidt langt, så jeg må nøjes med solsortene i haven og hunden i sofaen til daglig.
Bagefter gik jeg tur i Søndermarken med børn på kælke og masser af sne, de sidste solstråler, København kan være så smuk, når den viser sig fra sin bedste side!
torsdag den 14. januar 2010
Shopaholic i New York
Nej - det er ikke mig, bliver heller ikke mig, men det er bare et udtryk for min læsestandard lige nu. Jeg orker ikke højtsvungen, god litteratur, så lige nu skal det bare glide ned af sig selv. Tænkte at jeg ville prøve at finde ud af hvorfor de er så populære. Der er en meget sød historie om Becky, der vil alting så godt, men hele tiden falder i og får sig viklet ind i større og større løgne. Helt ærligt kan jeg bare ikke forstå hende. Jeg kan godt genkende suset ved at gå ind i en butik, de strålende øjne, når man ser noget flot, især hvis det på tilbud, men der er godt nok langt fra min verden til New York. Jeg griber mig selv i at få helt ondt i maven på hovedpersonens vegne, fordi jeg synes hun er så fuldstændigt vildt pinlig. Jeg fatter ikke overtræk på den facon som hun laver det, måske fordi jeg hele min barndom kan se min mors skræk, når hun åbnede kuverterne fra Magasin, nok et af de første stormagasiner i DK, der kørte med kontokort. Dankortet er en ting at styre, men tænk, hvis der var 10 forskellige kort i pungen, som man skulle holde øje med. Så Shopaholic, det bliver jeg vist aldrig, blot en lille smule glad for butikker indenfor budgettets og fornuftens ramme.
onsdag den 13. januar 2010
En smule produktivitet og lidt shopping
Dagen i dag har været bedre. Efter af være brændt fuldstændig sammen over mandens planlægning i går aftes, fik jeg da sovet og var lidt bedre rustet i morges, da jeg vågnede. Så lidt har jeg fået udrettet. Først fik jeg lavet et forslag til menuen til mandens 50 års fødselsdag - da jeg er sygemeldt, skal jeg ikke selv stå for det, det har vi heldigvis venner til, men han havde brug for lige at få noget ned på papir som udgangspunkt. I den kommende weekend skal vi have den sædvanlige familieweekend på Rømø, og da manden skulle en tur til Tyskland vovede jeg at prøve at tage med og se om jeg kunne holde til det. Det gik faktisk helt godt. Vi tog en ting ad gangen, stille og roligt, oven i købet fik han købt ny vinterjakket - to stk. faktisk til den formidable pris af 5 Euro stykket - 5 Euro. Så kan man vist tale om udsalg. Jeg gjorde det ikke helt så billigt, men til gengæld fik jeg en drøm af et par varme vinterstøvler nedsat med 50 Euro. Og pænt tøj til lørdag + til mandens fødselsdag. Ikke så dårligt. Jeg blev i helt godt humør. Resten af indkøbene kom i bilen, men så var energien godt nok også brugt. Jeg var glad for at jeg ikke skulle bære det hele ind og sætte på plads, det er en af de ting, jeg ikke kan overskue endnu. De næste timer har jeg bare stenet, set de sidste afsnit af Bones sæson 3, og sandelig om jeg så ikke fik skrevet min novelle færdig. Det er ikke just en novelle til Rosinante, men måske kan de bruge den en Tro og Mission engang - eller i en novellesamling senere, hvis jeg får skrevet nok. Det giver jo faktisk en del flere læsere end hvis et smalt forlagt trykker det, man skriver til et smalt publikum. Dybest set er det største incitament for at skrive vel at nogen bliver glade for at læse, hvad man skriver. Om det så bare er en blog med tankedrys....
tirsdag den 12. januar 2010
Kedsomhedens udfordringer
Hvor meget kan man kede sig? Sidder lige nu og ser en smule Nigella på 3 puls, de har lige diskuteret om det er bedst at bo i byen eller på landet. Uanset om det var en overfladisk samtale, sætter den fokus på nogle af de tanker, som jeg gør mig for tiden. Vi har boet i et landsbysamfund i snart 25 år, alligevel er vi ikke rigtigt en del af det, vi vil for mange her stadig være tilflyttere. I udsendelsen sagde de, at på landet har man brug for hinanden, derfor er man nødt til at snakke sammen. Passer det? Egentlig føler jeg, at her på landet er man ved at udvikle samme kultur som i byen, man vælger, hvem man vil være sammen med, ulempen på landet er at her er der ikke så mange at vælge imellem, så hvis man ikke finder gode venner, kan man virkelig blive ensom på landet. Jeg har arbejdet som lærer i en årrække på den lokale skole, og har trivedes med arbejdet der, jeg syntes, jeg kendte en masse mennesker, men nu, hvor jeg ikke længere underviser der, viser det sig alligevel, at der stadig er en masse mennesker, jeg hilser på, men jeg lærte aldrig rigtigt nogen af dem at kende. Deres børn jo, men ikke forældrene, de holder afstand. Så tilbage er nogle få venner, der også er tilflyttere, men som alle har boet her ligeså længe som os. Hvis de flytter væk, er vi alene. Hvis vi flytter væk, er de endnu mere alene. Der bor rigtig gode venner, tilflyttere, andre steder i landet allerede! Da vi flyttede hertil, var det anderledes, dengang så de nærmeste naboer i højere grad hinanden, men nu flytter man ind og ud, landsbyfællesskabet er på retur og holdes kunstigt i live at nogle få entusiaster og børnefamilier, som har noget tilfælles, så længe, de har børn. Somme tider kan jeg længes efter byen, ikke at jeg ville kende mange flere mennesker der, eller ville snakke mere med naboen, men der var trods alt flere ting, man kan gøre, når man ikke lige er sammen med venner. Her er der fjernsynet og biblioteket - det er stort set det. Vi bliver formentligt her så længe vi arbejder, men jeg kan dårligt forestille mig et pensionistliv her, det vil i hvert fald afhænge meget af, hvad vores nuværende venner gør på det tidspunkt.
søndag den 10. januar 2010
Søndag i sofaen
Stod op til endnu en sne-dag, men i dag har det ikke været særligt fristende at skulle ud. Nala og Mille har heller ikke været så vilde med at skulle ud, bortset fra den lange tur, som manden heldigvis tog i dag. Jeg har ikke lavet så meget i dag, men tænkt meget over hvordan jeg har brug for at indrette mit liv og min undervisning. Når jeg får lidt energi tilbage, kunne jeg godt tænke mig at få ryddet ud i vores hus. Vi har alt for meget, som vi ikke bruger, og som dybest set er med til at stresse os og få os til at føle os dårligere tilpas. Vi bliver klemt inde af alle de ting, der omgiver os, når de ligger i bunker rundt omkring. Ikke mindst kontoret er for mit vedkommende uoverskueligt. Jeg har alt for meget, som jeg måske kunne bruge en gang, og det gør, at der ikke rigtigt er plads til det jeg skal bruge, og heller ikke rigtigt til mig selv. Jeg kan også være frustreret over, at vi har tre værelser i huset, som stort set ikke bliver brugt til noget som helst, samtidig med at det flyder over andre steder. Jeg vil kræve, at de får ryddet op efter sig, ikke for deres men for min skyld, så jeg i det mindste føler, at pladsen bliver brugt til noget, ellers kan jeg ligeså godt inddrage det ene værelse som lagerrum for min ting, så jeg i hvert fald får luft omkring mig, der hvor jeg er.
Jeg er nødt til at systematisere min undervisning mere. Lave årsplan, så jeg ved, at eleverne kommer igennem det, de skal, og jeg selv når det, jeg skal. Være bedre til at beskrive mål for det, jeg gør, så både de og jeg oplever, at de rykker fremad. Det gælder især sprogundervisningen, som jeg er ved at køre godt og grundigt fast i. Det må gerne være et arbejde, der rækker år ud i tiden, hvis den faste struktur er der, vil det være nemmere at tage uplanlagte godbidder ind. Lige nu kan jeg slet ikke overskue det projekt, det er alt for stort, alligevel tror jeg, at det er nødvendigt for at dagligdagen kan lykkes fremover. Jeg er et impulsivt menneske, som har brug for at beskytte mit liv med struktur. Ikke for at binde mig selv, men for at beskytte mig selv. Ikke fordi andre siger det, men fordi jeg selv vil. Alt for mange dage går bare uden formål og indhold, det skal være bedre.
Vil prøve at sætte mig et enkelt mål eller to for i morgen og prøve at indfri det for min egen skyld. For at føle, at jeg har gjort noget, der er godt for mig.
lørdag den 9. januar 2010
Isnende kulde
fredag den 8. januar 2010
torsdag den 7. januar 2010
Vinterdepression
Så har den slået til igen, vinterdepressionen. Det er underligt at kroppen i den grad kan reagere helt fysisk, på noget der er kemi og foregår i hovedet. Trætheden er overvældende. Har lige klaret dagens opvask, eller måske var det to dages opvask og jeg har det som om jeg har løbet en halvmaraton. Sidder forpustet her i sofaen med en vågen hund ved siden af. Vi skulle ud i solen og gå, men der er bestilt en mand til at ordne fyret, så jeg er lidt låst fast her, indtil han kommer eller til manden kommer hjem. Må se om hunden vil vente så længe. Hvad vil denne nedtur sige mig? Hvordan kan jeg indrette mit liv, så det ikke kommer igen? Kan jeg overhovedet blive ved med at være lærer? Er det det, jeg vil? Jeg kunne godt bruge et job, hvor jeg ikke skulle arbejde de fire mørke måneder. Men jeg ville jo selvfølgelig gerne stadig have sommerferie..;.) De lyse måneder er jo dem, der skal tanke energi op til resten af året. Med gigt i fingre og knæ er der også grænser for hvilket fysisk arbejde jeg kan klare på fuldtid. Ville jeg kunne arbejde nok som f.eks. korrekturlæser? Er jeg dygtig nok til det? Ville det bare blive frister, der ville presse sig ned over hovedet på mig igen og kvæle mig? Ville vi kunne klare os økonomisk, hvis jeg i højere grad blev free lance? Bare man kunne være free-lance lærer. Jeg skal bruge de næste uger på at forkæle mig selv, være god ved mig selv - hvordan er jeg det? Hvis jeg kunne ønske, ville mit hjem være minimalistisk, kun de ting, vi har brug for. Men jeg orker ikke at starte fra en ende med at smide ud, samtidig med at jeg ved, at overfloden af alt det, vi aldrig bruge trætter mig bare ved deres tilstedeværelse. Jeg kan føle at jeg drukner. Mon jeg dag for dag kan skrive mig frem, skrive mig ud. Ingen behøver at læse, men alligevel kan det være godt at sætte ord på mine følelser.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
